Atomkraft og affald

Verden over er der ophobet hundredtusinder af tons højradioaktivt affald, som man ikke ved, hvor man kan deponere sikkert, selv om der i industrilandene for milliarder af dollars har været forsket i atomkraftteknologien i 50 år. Hvor er ansvarligheden og samfundsøkonomien i, at talløse fremtidige generationer skal tage vare på dette højradioaktive og giftige affald?

Atomkraftens affaldshåndteringen er ikke løst

Det radioaktive affald er atomkraftens måske vigtigste problem. De højradioaktive dele af det skal holdes isoleret fra mennesker og levende natur i mindst 100.000 år. Dette problem er stadig ikke løst. Selvom der er flere forslag til langtidsdeponering af affald, står de alle overfor det fundamentale problem, at ingen menneskelig konstruktion nogensinde er konstrueret til at holde hverken 100.000 år, 10.000 år eller 1000 år. Det er derfor lang udover normal teknologi at lave en konstruktion, der holder noget forsvarligt indespærret i 100.000 år. Det skal være sikret mod mennesker og dyr, mod korrosion, mod fremtidige istider og mod alt andet hvad de næste 100.000 år vil byde på.

Det er ikke kun atomkraftværkerne, der giver radioaktivt affald. Uran minedrift og brændselsproduktion giver også store mængder affald. Radioaktivt og giftigt affald, de såkaldte tailings, hober sig op som bjerge ved uranminerne, og herfra spredes forureningen.