Energiforsyningssikkerhed er afgørende for vækst og velfærd i Danmark, i EU og på kloden og derfor et hovedpunkt både på EU’s energiminister topmøde i Horsens 18. til 20. april og ved det globale topmøde Rio+20 til juni.
Danmark er EU’s eneste olieeksporterende land. Men Danmark slutter som oliestat i 2020. Derefter er Danmark lige som de øvrige EU-lande nødt til at importere fossile brændstoffer. Og dette vil fortsætte indtil energibesparelser og vedvarende energi tilsammen opfylder målet om 100% vedvarende energi i Danmark år 2050. ”Når forandringens vinde blæser, er der nogen, der bygger læhegn, mens andre bygger vindmøller,” lyder et kinesisk ordsprog. Foreningen VedvarendeEnergi argumenterer for at gøre begge dele.
Selv med kraftige energibesparelser skal vi stadig bruge strøm, bl.a. til elbilerne Hvorfor så ikke bygge gigantiske solcelleparker i Sahara og strømforsyne en del af Europa via et kabel gennem Middelhavet? Det lyder besnærende, når det fremføres af de smarte PR-folk i Desertec projektet, der promoverer ideen. Desværre er det ikke så enkelt. Strømmen skal gennem et langt kabel, som vil blive en navlestreng for en væsentlig del af energiforsyningen af Europa. Og dermed er nissen blot flyttet med i spørgsmålet om forsyningssikkerhed. Uheld, terrorister eller uenigheder mellem landene kan komme i vejen for strømmen. Og så kan et enkelt klip af et kabel føre til bilfrie søndage for elbiler. Lige som ved den første store energikrise i moderne tid i 1970-erne. Mens solceller i Sahara indtil videre er et fata morgana, er de seneste års gasstrid mellem Rusland og Ukraine et konkret nutidigt eksempel på, hvor usikker forsyningen med vitale energikilder kan være. Striden handlede om betalingen for gassen og samtidig den daglige energiforsyning til de tusind hjem i bl.a. Ukraine. Tommelfingerskruer er blevet afløst af gashaner.
Mange lande ser levering af gas som et centralt element i energiplanlægningen indtil omlægningen til 100% vedvarende energi er gennemført. Et kig på landkortet over det imponerende netværk af gasrør øst-vest gennem Europa, gør det let at se, hvor magten over gassen er placeret – specielt efter 2020. Og Danmark importerer allerede gas fra Tyskland, som i praksis kommer fra Rusland (og vi sælger en del af gassen til Sverige, så vi som land stadig er nettoeksportør). Forsyningssikkerhed med gas er derfor både i Danmark og resten af EU mere og mere noget, der afgøres i – en by i Rusland.
Vi mener, Danmark skal være herre i eget hus med hensyn til energiforsyning, vi skal fortsætte med at være selvforsynende.
I disse år bliver gasnettet fortsat udvidet. Den 1200 km lange gasledning North Stream går fra Vyborg i Rusland gennem Østersøen direkte til Greifswald på den tyske kyst. Dermed behøver russerne overhovedet ikke at bekymre sig om, der kan opstå uenigheder af ukrainske dimensioner i Polen, Slovakiet, eller Tjekkiet eller overhovedet i nogen lande. Tilsvarende politiske overvejelser ligger bag gasledningen South Stream, der kommer til at gå fra området øst for Krim i Rusland direkte gennem Sortehavet til EU-landet Bulgarien og videre gennem Serbien til Østrig. Og for at omgå Rusland har EU-landene lavet endnu mere ambitiøse planer om at sende gas fra Kasakhstan og de andre centralasiatiske lande samt Irak til Europa via Tyrkiet i det såkaldte Nabucco-projekt. North Stream blev taget i brug i 2011. South Stream er beregnet til at være færdig i 2015. Nabucco-projektet kan levere gas i 2017, hvis der kan skaffes kapital til at starte byggeriet i 2013.
Og investeringen i gasledningerne? Nabucco-projektet kæmper for at få os til at betale via EU’s kommende budget.North Stream og South Stream betales af Rusland.
Spørgsmålet er nu om skatteyderne i Danmark og EU skal investere kæmpe summer i en udvidet gasforsyning. Skal vi investere i at få mere fossilt gas til EU, udenom Rusland. Eller skal vi bruge den logik, der siger at når de fossile energikilder inkl. gassen alligevel i løbet af de kommende årtier er opbrugt, og klimaet ikke kan klare mere CO2, hvorfor så ikke bruge pengene på det, der er endemålet: Et Europa drevet af vedvarende energi.
Danmark har verdensrekord i energibesparelser. Og det er det, der er hovednøglen til omstillingen til vedvarende energi. Danmark har holdt det nationale energiforbrug nogenlunde konstant siden 1980. Og det kan blive endnu bedre. Ofte er det muligt at forbedre energieffektiviteten med faktor 4, hvilket svarer til en 75% reduktion af energiforbruget. Energiforbruget er sammensat af forbruget til varme og lys i boligen, mængden af transport af personer og gods, industriproduktion mv. Lys, varme, transport osv. er det vi får ud af energien, også kaldet energitjenester. Med energibesparelser kan vi få de samme energitjeneester ud af langt mindre energi. Det er realistisk at reducere energiforbruget med 55% i varmeforbrug, med 65% i husholdninger og elforbrugende apparater, med 42% i industriproduktion, med 50% i landbrug og med 74% i personbiler alt sammen frem til 2030-2040 og uden at reducere energitjenesterne (se VedvarendeEnergis energivision på www.ve.dk).
Disse begrænsninger i energiforbruget er den ultimative betingelse for at nå et Europa forsynet med egen vedvarende energi, ellers slipper vi ikke for store mængder energi fra Sahara og andre steder, hvor der både er mere fossil og vedvarende energi end her. Lige så bekvemt det kan syntes, at gassen kan fylde energiforsyningen op i en periode, lige så sikkert er det, at det blot er en stakket frist. I takt med at gassen og olien rinder ud, skal vindmøllerne og de andre vedvarende energikilder tage over. Det betyder bl.a. at vi skal til at bruge energien smartere. Men ikke nok med det. En række af de decentrale gaskraftværker skal fortsat bibeholdes som back up. De er måske ikke selv rentable, hvis de kun har biogas til gasmotorerne, men de kan sikre en stabil forsyning, og de er ved at være afskrevne, så de er billige at bevare. Afgørende bliver også hvor megen solcellestrøm, der fremover skal indpasses i det kommende smart grid-system. Der skal udvikles systemer for at bruge mere el, når der er rigelig elproduktion fra sol og vind. Elbiler skal i videst muligt omfang lades op på tidspunkter med megen vind og sol og/eller lavt elforbrug. Og biomassen skal bruges smartere, som vi vender tilbage til nedenfor.
Dermed er det tid, at gentage spørgsmålet om, hvad vi gør på en vindstille periode år 2050. Det spørgsmål tages der allerede dagligt stilling til i Energi Danmarks førerbunker i Aarhus. Energi Danmark er, hvad man kan kalde elgrossist og køber el til Danmark for derpå at videresælge til distributionsselskaberne. Via 54 bemandede computerskærme afbalanceres her produktion med forbrug fra time til time døgnet igennem, året rundt. Det ligner rent faktisk en militær kommandocentral og er ligeledes klar til øjeblikkelig indsats.
Energi Danmark skal således håndtere både de fremtidige ændringer i adfærd og ændringerne i hvilke nye energikilder, der leverer energien. Denne opgave kan løses, mener man i hovedkvarteret i Dansk Energi, selv på en vindstille dag i 2050.
Der er tre elementer, der skal afbalanceres i forhold til: Pris, forbrug og vejrmeldingen i morgen. Prisen på el-børsen er en indlysende styringsparameter, også selv om forholdet mellem produktionen af el og varme kan styres i et vist omfang. Variationen i det daglige el-forbrug er ligeledes afgørende. Elforbruget i husholdningerne er markant størst hen mod slutningen af eftermiddagen. ”Kogespidsen” kalder folkene i førerbunkeren dette tidspunkt. Den tredje faktor, der styres efter, er forudsígelsen af hvor meget vind, der kommer i morgen.
Afbalanceringen af elproduktionen fra vindmøller er massivt afhængigt af de stadigt mere forfinede målinger fra Meteorologisk Institut. I praksis varetager Energi Danmark den praktiske forsyningssikkerhed med el i et land, der i 2020 vil have vindmøller, der står for 50% af elproduktionen.
Så er der biomasse. For et par uger siden ankom den første ladning træflis fra Ghana til det lokale elselskab Verdo i Randers. Det kan lyde tudetosset at importere i alt 750.000 ton gummitræ fra Afrika for at anvende dette som brændsel til varme og strøm i Jylland. Men transporten af gummitræet udgør blot 6% af energien. Og vandindholdet i gummitræ fra Ghana indeholder kun omkring 22% vand, og er dermed langt mere tørt end træflis fra fx Estland, der indeholder 50% vand. Men det nærliggende spørgsmål er, om Ghana, Estland, Rusland og Canada selv fremover vil få brug for deres egen biomasse til deres egen energiforsyning?
Hvordan fremmes forsyningssikkerheden, når det gælder biomasse? Overordnet skal der være krav om bæredygtighed for alle fremtidige energikilder. For biomasse betyder det, at der genplantes skov i takt med at biomassen udnyttes, ligegyldigt om biomassen kommer fra gummitræ i Ghana eller fyr fra Estland. Certificering af bæredygtighed bør varetages af EU, da vi har et indre marked i EU, gerne sammen med en organisation som Forrest Stewardship Council (FSC), der har stor erfaring i at sikre at skove dyrkes bæredygtigt. Desuden skal vi undgå at importere træ fra lande, hvor meget skov fældes uden genplantning, som det f.eks. sker i det meste af Afrika. Forsyningssikkerheden varetages i praksis af nationalstaterne. I Danmark varetages opgaven primært af Energistyrelsen, Energinet.dk m.fl. Men det er historisk betinget, om Danmark går til Ejderen, Kongeåen eller Kruså. Derfor skal den europæiske energiforsyning koordineres af det forum af klima- og miljøministre, der denne gang samles i Horsens i april.
En ting er, at Danmark fornuftigvis skal bestræbe sig på at blive så selvforsynende med biomasse som muligt. Hvilket kan blive vanskeligt nok. Men det samme behøver ikke at være tilfældet for Norden som helhed. Forårets konference i Nordisk Råd satte spotlight på bæredygtig produktion af biomasse. Udgangspunktet var, at klimaændringerne grundlæggende kan føre til en overskudsproduktion af biomasse i Norden inklusiv de baltiske lande. En overskudsproduktion som vil kunne eksporteres til de øvrige EU-lande. Norden som en ny tids oliesheiker!
Nordisk Råds konference støttede sig til en handlingsplan udarbejdet af EU-kommissionen: ”Innovating for Sustainable Growth: a Bioeconomy for Europe,” som er en konkret forslag til, hvilken rolle de baltiske lande vil kunne spille i en samlet plan for energiforsyning af Europa. Dyrkning af biomasse vil under alle omstændigheder nødvendigvis blive en stigende aktivitet frem mod 2050.
Torsdag i forrige uge stemte Europa-parlamentet for bindende mål for energiforsyningen med vedvarende energi i 2030. De europæiske klima- og miljøministre mødes i Horsens 18. til 20. april. Her bør de fokusere på dette som en støtte for den europæiske grønne industri, for derigennem at bidrage til at tackle klimaændringerne og fremme energiforsyningssikkerheden.
Energiforsyningssikkerhed er en by i Jylland!
I Horsens drejer det sig om uformelle møder. Et af punkterne på dagsordenen er naturligt nok ”Vejen mod Rio+20.”
Ved Rio+20 skal verdens lande mødes i juni i Rio de Janeiro, samme sted som topmødet i 1992 fandt sted, og hvor bæredygtig udvikling for alvor blev sat på verdens dagsorden. Når verdens ledere mødes igen, skal de fortsætte og sætte nye mål for bæredygtig udvikling. Der er forslag om at sætte mål om at fordoble verdens brug af vedvarende energi frem til 2030, fordoble hastigheden for at indføre energieffektivitet, udfase subsidier til fossil energi. Det må EU’s ledere støtte varmt. Men det er ikke nok: der er brug for mindst tre gange så meget vedvarende energi, og for mere internationalt samarbejde, så det ikke kun er Danmark og EU, der kommer til at bruge energien mere effektivt. Der er ingen grund til at energiomstillingen bremses af EU’s grænser. Verdens fattige har endnu mindre råd end os til at købe stadig dyrere fossil energi. Desuden er der en milliard mennesker, der mangler basal adgang til energi, og som også har brug for lokal, vedvarende energi, der ikke stiger i pris eller destabiliserer verdens klima.
Når talen i Danmark falder på klimaændringerne, spekulerer mange på, om vi kommer til at dyrke vin her i landet. Eller om havstigninger vil få indflydelse på sommerhuset. Eller om virksomhedens server for en sikkerheds skyld skal flyttes op fra kælderen. Men i de fattige lande er følgerne allerede en realitet med højere temperaturer, længere tørkeperioder, oversvømmelser og hvad deraf følger. Og følgerne er bl.a. sammenstimling af klimaflygtninge i slumområder. Her er et af de største problemer vand. Rent drikkevand og fjernelse af spildevand. Følgerne af oversvømmelse med spildevand behøver ingen yderligere forklaringer. At skabe offentlig opmærksomhed om verdens fattigdomsproblemer er en del af agendaen på Rio+20 topmødet, og en af kuglerne støbes i Horsens i april.
Eftersom langt størsteparten af verdens ressourcer – herunder energiressourcerne – anvendes i den rige del af verden, er det logisk set også her, at nøglen til løsningen på klimaproblemerne er at finde. I den knap så rige del af verden kopieres den vestlige stil så meget de kan, så man fx i Kina kan se en stærkt stigende vækst med deraf følgende CO2-udslip.
Og så er vi tilbage ved det, der blev kaldt ”læhegnene” i det kinesiske ordsprog. For uden med alle til rådighed stående midler fremover at spare på energiforbruget, går det ikke. Energibesparelser er den ultimative betingelse for at løse klimaproblemerne, uafhængigt af om det blæser kraftigt eller er vindstille den dag i 2050.
Af Hans Pedersen
Hans Pedersen er redaktør af magasinet Vedvarende Energi & Miljø