Regeringen, Ø, V, K og DF enige om energiaftale

Regeringen er enige med V og K om en ny energiaftale til 3,6 milliarder kroner. Højere energiafgifter for danskerne skal sikre markant mere grøn energi.

Enhedslisten er også med i energiforliget på trods af, at det indeholder 200 MW mindre vindenergi.

Det samme meddeler Dansk Folkeparti.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard (R) er meget stolt af energiaftalen.
 – Det er tale om det bredeste, det grønneste og det længstvarende energiforlig nogensinde i Danmark. Dermed skriver vi i dag et stykke energipolitisk danmarkshistorie. I det daglige politiske arbejde er vi forskellige nuancer af rød og blå. Men sammen har vi i dag lagt grunden til en grøn fremtid, siger han ifølge en pressemedelelse.

Dyrere for danskerne

Energiaftalen bliver markant billigere, end regeringen lagde op til, og det glæder Venstre.
– Vi har gjort regningen mere end 2 mia. billigere, og det kommer både danskerne og de danske virksomheder til gavn. Alt i alt er den her aftale en sejr for danskerne, siger Venstres energiordfører Lars Chr. Lilleholt i en pressemeddelelse.

 En gennemsnitlig husholdning skal i 2020 betale 1300 kroner mere for energien.
Virksomhederne skal betale 200 kroner pr. ansat. Den samlede regning bliver på 3,5 milliarder kroner i 2020.
 – Til gengæld er der penge at spare, fordi vi bruger mindre energi, og fordi vi er mindre udsatte over for prisstigninger på olie, kul og gas, siger klimaminister Martin Lidegaard.

Langstrakt forløb

Aftalen falder på plads efter et særdeles langstrakt forhandlingsforløb. I forhandlingernes sidste fase var det vigtigste stridspunkt størrelsen af de to havvindmølleparker ved Horns Rev og Kriegers Flak.
Men disse to havvindmølleparker bliver altså til noget, men kun med en samlet produktion på 1.000 megawatt, og ikke 1.200 megawatt, som regeringen oprindeligt lagde op til.
Aftalen sikrer dog, at halvdelen af det traditionelle elforbrug i 2020 dækkes med vindkraft – fra 22 procent i dag.

Energirenovering af boliger

Regeringen og de borgerlige partier har også været uenige om, hvornår det skal være slut med oliefyr i private hjem og om, hvor højt tilskud, der skal gives til at producere biogas fra gylle.
Men folk med oliefyr, der ikke har mulighed for at blive tilsluttet naturgas, kan få lov til at beholde fyret.

Desuden skal en grøn støtteordning skal være med til at sætte gang i energirenoveringen af boliger. Der er afsat 500 mio. kr. i 2013 og 500 mio. kr. i 2014.

Øv med V-indrømmelser

Forhandlingerne om energiaftalen begyndte før jul med et udspil fra regeringen, som Venstre fandt alt for dyrt.
– Vi er rigtig ærgerlige over de indrømmelser, Venstre har fået på biogasområdet. Det ærgrer os, at der med aftalen spildes mange mia. af kroner på tiltag, som ikke giver et reelt fald i CO2. Vi glæder os derfor til i løbet af de kommende måneder at forhandle en klimalov på plads med regeringen, der skal supplere energiaftalen med CO2-reduktioner inden for landbrugs- og transportområdet, som samlet set sikre 40 procent CO2-reduktion i 2020, siger Enhedslistens Per Clausen i en pressemeddelelse.

Kilde: dr.dk