Døgnet var ikke mange timer gammelt, da det brasilianske forhandlingsledere udsendte deres forslag til en aftale, efter at have forhandlet kompromisser hele dagen før.. Det vidste jeg dog ikke,
da jeg lidt før kl. 8 kom ned til ”min” bus, der skulle bringe mig fra Copacabana og de næsten 50 km til konferencecentret Riocentro. Jeg var kom med den 2. bus, da den første var fuld, og brugte så de obligatoriske 1½ time på at køre – sidde i trafikkø – køre – sidde i kø osv. indtil Riocentro.
Udviklingsminister Christian Friis Bach var med
Da jeg endelig kom derud, nåede jeg lige at være med til en briefing med vores udviklingsminister, Christian Friis Bach, som kunne fortælle, at EU netop var ved at diskutere, om de kunne godtage teksten. Herefter gik jeg sammen med rigtig mange til et stort lokale, hvor teksten skulle diskuteres i plenum. Halv tolv åbnede den brasilianske forhandlingsleder plenummødet med at fortælle, at de nu havde fremlagt en tekst, som indeholdt alle kompromiserne. Han spurgte så, om nogen havde indvendinger, og da ingen havde protesteret inden 3 sekunder, konstaterede han, at aftalen var vedtaget. Han slog også i bordet med en lille hammer for at understrege det.
”The Future We Want”
Herefter gav han landene mulighed for at kommentere aftalen, og det var der mange der ville. Alle lande støttede aftalen, men de fleste sagde også, at der var ting, som kunne være bedre. De afrikanske lande ville gerne have FN´s miljøprogram, UNEP, til at skifte navne til FN´s miljøagentur. Både Norge og USA havde gerne set en stærkere tekst om kvinders rettigheder til at bestemme over eget liv, inkl. hvor mange bør de får. Ida Auken forklarede på EU’s vegne, at EU havde håbet på mere ambitiøse beslutninger på en række områder; men at EU-landene som de andre lande tilsluttede sig teksten. EU støttede dog de afrikanske landes forslag om at ændre UNEP´s navn. Det ville USA til gengæld ikke høre tale om. Efter en stribe andre kommentarer sluttede mødet efter godt en time. Så var teksten ”The Future we want” vedtaget.
Midt på eftermiddagen blev vi inviteret til en samlet briefing med klima/energi, miljø og udenrigsministrene, hvor de fortalte, hvad der var godt og skidt i aftalen – efter deres mening, og at det så ud til at være den bedste aftale, der kunne opnås.
Så nu kan statsministrene roligt komme til Rio – uden frygt for selv at skulle forhandle som ved COP15 i København i 2009.
Fra Rio+20 topmødet, Gunnar Boye Olesen, VedvarendeEnergi.