Socialdemokraterne: Danmark skal være elbil-supermagt

Danmark skal være supermagt og etablere sig som absolut førende nation på elbilområdet. Det mener Socialdemokraterne, som har fremlagt et beslutningsforslag i Folketinget. Målet er 100.000 elbiler i 2015, hedder det i forslaget fra oppositionspartiet.

Dansk Energi hilser forslaget velkomment.

– Socialdemokraterne forslag er med til at trække i den rigtige retning. Og det er, at vi nu skaber forudsætningerne for, at der kommer flere elbiler på vejene. Og ikke mindst, at vi herhjemme udbygger vores position som et attraktivt land at investere i på elbilområdet, siger Lærke Flader, Dansk Energi. Lærke Flader er også branchechef i det nyetablere branchefællesskab, Dansk Elbil Alliance, i Dansk Energi.

– Vi mener, at det er vigtigt, som vi også ser i lande som Frankrig og Tyskland, at staten giver støtte til opsætning af infrastruktur, men at det er de private, som er operatører og driver infrastrukturen. Det skaber de bedste rammer for innovation og konkurrence, siger Lærke Flader. Hun opfordrer Socialdemokraterne og Folketinget til at tænke i klog infrastruktur.

– Det er vigtigt, at systemet og selve opladningen af elbilerne sker, så der kommer mest muligt vedvarende energi ind i systemet. Og det er typisk, når elprisen er lav, siger Lærke Flader.

Forslaget fra Socialdemokraterne går rent konkret ud på, at Folketinget pålægger regeringen at etablere en infrastruktur, der gør elbiler tilgængelige for flest mulige danskere. Socialdemokraterne mener, at der skal afsættes i alt 400 mio. kr. i årene 2010-201, så der kan etableres mere end 20.000 ladestationer til almindelig opladning og 2.000 ladestationer til lynopladning. Målet er 100.000 elbiler i 2015.

I bemærkningerne til forslaget skriver Socialdemokraterne, at elbiler er godt for klimaet. Alt peger på, at fremtidens grønne bil vil køre på elektricitet, og derfor skal det være attraktivt for bilfabrikkerne at sælge elbiler i Danmark. Vejen til den position er, at Danmark skal være det første land i verden med et landsdækkende net af ladestationer, hedder det i forslaget.

Socialdemokraterne vil sætte skub i udviklingen ved at bygge mere end 20.000 ladestationer til elbiler. Bilejeren betaler selv strømmen ved abonnementsordninger eller via dankort. Samtidig vil Socialdemokratiet reservere gratis parkering til elbiler, gøre det billigere at køre over Storebælt i elbiler og fremme offentlige indkøb af elbiler.

Kilde: Dansk Energi

Scroll til toppen