Solceller er blevet folkeeje

På bare fem måneder er antallet af solcelleanlæg i Danmark tredoblet. Udviklingen vil fortsætte, så der til december er ni gange så mange solcelleanlæg, som der var i januar.

Energinet.dk, der registrerer alle solcelleanlæg koblet til el-nettet,

forklarer at årsagen til den store stigning skal findes i solcelleanlæggnes økonomi. For mens anlæggene er blevet billigere, så er de samtidig blevet bedre til at tjene penge.

– Teknologien gør jo at anlæggene i dag kan producere mere energi end for bare få år siden, og samtidig så er prisen på et lille anlæg faldet kraftigt, forklarer kundechef Nicolaj Nørgaard Petersen.

Samtidig så hjælper det på populariteten, at køberne kan gøre brug af håndværkerfradraget, når anlægget skal sættes fast på taget.

Elmåleren kører baglæns

 Når solen skinner om sommeren, så producerer solcelleanlæggene så meget strøm at ejernes elmålere bogstaveligt talt triller baglæns. Selv folk i private husstande kan nemlig sælge strømmen til de store elselskaber.

Forbrugerne får mest ud af solcelleanlæggene hvis anlæggene på årsbasis passer til husstandens eget forbrug. For den pris solcelle-ejerne får for strømmen der passer til eget forbrug afregnes med moms og afgifter. Prisen ligger omkring 2,20 kroner per kilowatttime. Men det strøm der produceres udover eget forbrug afregnes uden moms og afgifter og giver derfor kun omkring 60 øre per kilowatttime.

– Derfor er det vigtigt, når man går ud og køber anlæg, at man nøje studerer sit eget elforbrug først. Så tjener man penge om sommeren og betaler lidt om vinteren når solen ikke skinner så meget. Men afgifterne afregnes på årsbasis, så det er det årlige forbrug man skal holde øje med.

Verdens største

 Det første solcelleanlæg tilsluttet energinet.dk blev opsat i 1994. Siden er antallet altså vokset støt for så at eksplodere de seneste par år.  Der var 134 i år 2000, 211 i 2005, 309 i 2010, 835 i 2011 og 2682 i starten af år 2012. I dag findes der 8833 solcelleanlæg i Danmark. Langt de fleste står på private hustage.

– Hvis udviklingen fortsætter, så vil der være omkring 25.000 solcelleanlæg til nytår. Det er ni gange så mange som der var 1. januar i år.

Det er dog ikke kun private husejere, der vil have noget ud af solens stråler. De kan nemlig også bruges til solvarme, og i dag beslutter 1500 fjernvarmebrugere i Løgumkloster om de vil investere 155 millioner i verdens største solvarmeanlæg.

Kilde: dr.dk