For hvert år indsatsen for at komme ud af den fossile æra er for svag, stiger kravet til, hvor hurtigt det skal gå fremover. Det er ’højst urealistisk’ at bremse opvarmningen før to grader – vi er på vej mod seks, siger ny rapport.
Som landet ligger, synes kun negativ økonomisk vækst at kunne sikre, at verden ikke kommer over den smertegrænse på to graders opvarmning, som klimaforskere har peget på, og som alverdens lande har vedtaget at respektere. Sagt på en anden måde: Der skal løbes langt, langt hurtigere med reduktion af CO2-udledningerne, end det er lykkedes på noget tidspunkt det seneste halve århundrede.
Meldingen kommer fra verdens største konsulent- og revisionsvirksomhed, PricewaterhouseCoopers (PwC), i en dugfrisk rapport op til COP18, endnu et globalt møde i FN-processen frem mod internationale aftaler om at beskytte klimaet og sikre, at to-graders-grænsen ikke overskrides.
»Nu står én ting klar,« hedder det i rapporten fra PwC:
»Erhvervsvirksomheder, regeringer og lokalsamfund kloden over er nødt til at planlægge med henblik på en varmere verden – ikke bare to grader, men fire grader eller endog seks grader.«
Det danske medlem af FN’s klimapanel, forskningsprofessor Jørgen E. Olesen, Aarhus Universitet, kalder rapporten og situationen »dybt skræmmende«.
»Udviklingen viser, at de politiske beslutningstagere har en masse i munden, men ingenting i hånden,« siger han.
Mere og mere bagud
Siden 2009, da klimatopmødet i København, COP15, fandt sted, har PwC en gang om året offentliggjort en Low Carbon Economy Index-rapport, der gør status over G20-landenes indsats for at bremse CO2-udledningerne. Rapporten opgør, hvor gode de enkelte lande har været til at reducere udledningerne pr. BNP-dollar det seneste år og beregner på baggrund af denne hidtidige udvikling, hvad der skal til fremover for stadig at kunne nå målet: at holde temperaturstigningen under to grader i 2050.
Ved den første opgørelse i 2009 viste beregningen, at de 20 store lande i G20-klubben, som tilsammen står for langt det meste af den globale udledning, hvert år frem til 2050 skulle mindske CO2-udledningen pr. dollar med 3,7 pct. Lykkedes det, ville atmosfærens CO2-koncentration kunne holdes på et niveau, der giver 50 pct. chance for at blive under to grader.
Det lykkedes imidlertid ikke, og derfor skærpes kravet til den årlige indsats i de år, der er tilbage. I sidste års rapport havde PwC således opjusteret den nødvendige årlige indsats frem til 2050 til 4,8 pct. CO2-reduktion pr. dollar. Men dette endnu skrappere krav til den såkaldte CO2-intensitet er heller ikke blevet opfyldt.
»Fra 2010 til 2011 har den globale CO2-intensitet fortsat tendensen og er faldet med kun 0,7 pct.,« konstaterer PricewaterhouseCoopers.
»På grund af denne langsomme start er det nu nødvendigt at mindske CO2-intensiteten med i snit 5,1 pct. pr. år fra nu og frem til 2050.«
»Denne nødvendige hastighed for CO2-reduktionen er ikke blevet præsteret i et eneste år siden midten af det 20. århundrede, hvor man begyndte at registrere dette,« hedder det.
Ikke desto mindre skal tempoet for reduktionen altså være mere end seks gange så højt, som det har været i tiden siden år 2000 – og for hvert eneste år dette tempo i CO2-reduktionen ikke holdes, stiger kravet til de resterende års indsats.
»At overholde CO2-budgettet svarende til de to grader vil kræve reduktioner uden fortilfælde, som fastholdes gennem fire årtier. Regeringernes ambition om at begrænse opvarmningen til to grader fremstår højst urealistisk,« lyder den nøgterne konklusion fra det store revisions- og konsulentfirma.
»Denne ny virkelighed betyder, at vi må indstille os på en langt mere udfordrende fremtid. Mens (klima)- forhandlerne fortsat fokuserer på to grader, forudser et stigende antal forskere og andre ekspertorganisationer meget mere pessimistiske scenarier for de globale temperaturer.«
Dilemmaet med skifergas
Ifølge rapporten har de to store og hastigt voksende udviklingsøkonomier Kina og Indien været dårligst til i tiden siden 2000 at mindske CO2-udledningen pr. BNP-dollar. I 2011 har de slet ikke præsteret nogen forbedring, selv om de har sat som nationale mål at mindske CO2-intensiteten med henholdsvis 40-45 pct. og 20-25 pct. i 2020, målt i forhold til 2005-niveauet.
USA, Storbritannien, Tyskland og Frankrig er de G20-lande, der har mindsket CO2-udledningen pr. BNP-dollar mest i 2011, men for dem alle er en hovedforklaring en mild vinter og et deraf følgende mindre energiforbrug.
I USA spiller det ifølge PwC også en rolle, at den hastige vækst i udvinding og brug af skifergas har gjort det muligt at mindske forbruget af kul, som er allermest CO2-belastende. Satsningen på skifergas og den dertil knyttede udvindingsteknik med at skabe frakturer i de dybe skiferlag ved hjælp af vand og kemikalier – såkaldt fracking – er imidlertid en problematisk affære, påpeger rapporten.
»Trods bekymring over de mulige miljømæssige konsekvenser af fracking er en verdensomspændende jagt på ukonventionelle gasreserver allerede begyndt – Kina, Indien, Canada, Mexico, Australien, Rusland og Saudi-Arabien vides alle at have betydelige reserver.«
I det omfang skifergas erstatter kul, kan man med satsningen vinde lidt tid og dæmpe CO2-væksten.
»Men lave gaspriser kan også mindske incitamentet til at investere i CO2-fattig atomkraft og vedvarende energi,« hedder det.
»Samtidig kan en overdreven afhængighed af gas fastlåse lande i en fortsat afhængighed af fossile brændsler, især i vækstøkonomier med forventning om stærk vækst i energibehovet.«
Sammenhæng med væksten
Som nævnt er det ikke i et eneste år siden Anden Verdenskrig lykkedes at opnå den hastighed for CO2-reduktionen, som kræves for at blive under to graders opvarmning.
»Det nærmeste, verden er kommet denne hastighed i CO2-reduktion, var under de svære recessioner sidst i 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne samt sidst i 1990’erne,« bemærker PwC.
»Den ventede reduktion i udledningerne som konsekvens af den aktuelle økonomiske nedtur har ikke materialiseret sig, delvis på grund af fortsat vækst i udviklingsøkonomierne. Den observerede sammenhæng mellem økonomisk vækst og CO2-udledninger er dertil asymmetrisk: Udledningerne synes at vokse proportionalt med økonomisk vækst, men falder med mindre end hastigheden i en økonomisk nedtur,« påpeges det.
»Rapportens resultater er dybt nedslående, men det er godt at se det på papir. Selv vi, der beskæftiger os fagligt med klimaproblemet, vægrer os lidt ved at se seks graders-scenariet i øjnene,« siger Jørgen E. Olesen.
»Politikere, erhvervsfolk, medier og andre taler om klimaproblemet, som om vi er ved at løse det. Det er vi ikke. Man taler, som om det stadig kan lade sig gøre at overholde to-graders-grænsen. Det kan i hvert fald ikke lade sig gøre, hvis man sidder på hænderne,« siger klimaprofessoren.
Kilde: information.dk
Læs eller hent PwC’s rapport: Low Carbon Economy Index-rapport